Fiks ferdig
Bildegalleri
(1/8)
Evangelisk-luthersk Psalmebog for de dansktalende Menigheder i Slesvig (1889)
Til salgs
525 kr
Be om at selgeren sender med Fiks ferdig! Det er trygt, raskt, og du får varen levert til adressen din. Les mer
Beskrivelse av varen
Tilstand: Godt brukt - Synlig brukt
Boken "Evangelisk-luthersk Psalmebog for de dansktalende Menigheder i Slesvig." Trykket i 1889. 940 sider. Inneholder 624 salmer.
Denne utgaven har tilhørt Ronald Fangen. Følgende står skrevet foran i boken: "Ronald Fangen med tak for 25 maj til 4 juni 1937 fra Helmor og Halfdan Høgsbro."
Selges for 525,- kroner
Porto: 73,- kroner (Posten) eller 69,- kroner (Postnord)
"Dansk salmebog, der blev udarbejdet i årene 1884-1888. Den udkom i 1889 og blev på kort tid udbredt i alle dansktalende menigheder i Sønderjylland. Salmebogen, der indeholdt i alt 624 salmer, forenede den klassiske lutherske tradition og den pietistiske tradition med de nyere danske salmer, herunder et stort antal Grundtvigsalmer. Efter Genforeningen blev den afløst af Den Sønderjyske Salmebog."
------------------------------------------------------------------
Halfdan Høgsbro (27.3.1894-26.4.1976) biskop, forstander. Født i København, død i Gentofte, begravet Solbjerg kgd. H. voksede op i et hjem præget af stærke nationale og grundtvigske traditioner; han blev student 1911 (Østersøgade) og cand.teol. 1917. I ungdomsårene påvirkedes han især af KFUMs og den kristne studenterbevægelses førere, blev 1917–19 sekretær i tyske krigsfangelejre, derefter i KFUMs hovedafdeling i Kbh. og 1920 i samme forenings soldaterarbejde i Nordslesvig; 1922 blev han sognepræst i Abild, 1931 dansk sognepræst i Sønderborg og 1941 provst for Sønderborg provsti; 1937 var han opstillet til bispevalg i Haderslev stift. H.s første forfatterskab var præget af 1920-tallets "religiøse bølge"; han udgav 1924 en bog om Frans af Assisi og oversatte 1925 Pontus Wikners religiøse hovedværk, men beskæftigede sig også med teologiske og sociale problemer (Jesu Kristi Opstandelse og de 40 Dage, 1928; Kirken og Proletariatet, 1930), og efter frembruddet af den dialektiske teologi i Danmark blev han en kapitelfast barthianer, en position han for så vidt altid indtog, eftersom han stedse bekæmpede sekulariseringen og fastholdt kirkens ret og pligt til at øve samfundsformende indflydelse. Som en af de første teologer tog han skarpt og klart stilling til nazisme og kommunisme; værdifulde orienteringer var De nye Religioner, 1933 og De antikristelige Tendenser og Kirken, s.å., men særlig afgørende blev – just fordi det føltes som "et ord i rette tid" – Politisk Drøm og kristent Haab, 1934. Heri afsløredes de nye politiske religioners drøm om det fuldkomne samfund som typisk "opium for folket", og hårdt kritiserede han den af liberal teologi og vækkelsesfromhed prægede kirke som selv i nogen grad var skyld i det moderne religionsblanderi, fordi den havde glemt sin hovedopgave, forkyndelsen, til fordel for sociale, pædagogiske og kulturelle aktiviteter og religiøs hinsidigheds-trøst. Men kort efter foretog H. endnu en drejning: han sluttede sig helhjertet til Oxfordbevægelsen (ligesom hans "barthianske" læremester Emil Brunner) og optrådte vidt og bredt på dens tribuner (jfr. Oxford-Noter, 1936 og hans indlæg om gruppebevægelsen i jubilæumsskriftet ved 400-årsdagen for reformationen, 1936). løvrigt fortsatte han sit forfatterskab på flere områder: Fortid og Fremtid (om ydre mission), 1937; Kirken i Grænselandet, 1938, forklaringer til kirkeårets evangelietekster (i Haandbog i Kristendomskundskab, 1943); Hverdagsbogen – en andagtsbog, 1945.
1941 omorganiseredes pastoralseminariet og det udvidedes betydeligt. 1942 blev H. forstander, men noget større held til at gøre institutionen populær blandt teologiske kandidater havde han ikke, og efter 1949 at have været bispekandidat i Ribe valgtes han 1950 – ved en særdeles konfus valgprocedure – til biskop over Lolland-Falster, et embede han beklædte til 1964. Også før den tid havde han haft sæde i talrige kirkelige og sociale bestyrelser (fx Kirkens korshær, Det sønderjyske fængselsselskab, Sammenslutningen af danske børnehaver i Sønderjylland, Det danske missionsselskab, Diakonissestiftelsen etc); efter anden verdenskrig blev han 1945–48 formand for det økumeniske fællesråd i Danmark, 1949 for forretningsudvalget i Økumenisk fællesråd; 1945–48 var han formand for kirketjenesten blandt flygtninge i Danmark og medlem af den økumeniske flygtningekommission i Genève -virksomheden for tyske flygtninge var bl.a. motiv til at Kiels universitet 1949 kreerede ham til dr.teol. h.c. – ligesom han 1948–50 var Kirkernes verdensråds delegerede for Tyskland; samtidig kom han ind i ledelsen af nordisk-tysk kirkekonvent; desuden blev han formand for Dansk missionsråd (1952), for Nordisk missionsråd (1958) og medlem af Kirkernes verdensråds kommission for verdensmission (1961); endelig var han sekretær for Det danske bibelselskab. De mange internationale hverv førte ham uafladelig på rejser, både i Europa og til missionslandene. 1953 blev han formand for det af bispekollegiet nedsatte liturgiske udvalg og udførte et stort arbejde med de to liturgiske værker han var medudgiver af: Prøvealterbogen 1958, 1958, og Prøveritualbogen 1963, 1963. De praktiske følger af det store værk var dog kun få. 1957 var der optræk til en "kættersag" i H.s stift, da pastor Kaimeyer udgav en "rationalistisk" bog om religion og moral; H. tog til genmæle (Min brevveksling med pastor Kaimeyer, 1957; Tro og gerninger, 1957). H. ville vistnok være gået videre med sagen, men Kaimeyer fik politisk støtte – fra Flemming Hvidberg, Bodil Koch og Helge Larsen – og der skete ingen indgreb mod præsten. H.s forgænger som biskop (N. M. Plum) havde nægtet at ordinere eller føre tilsyn med kvindelige præster; H. stillede sig anderledes på det punkt og forsvarede i en større debat, bl.a. med professor R. Prenter, ordination af kvinder (jfr. Kvinden og kirkens embede, 1959).
https://biografiskleksikon.lex.dk/Halfdan_H%C3%B8gsbro
- - - - - - - -
Ronald Fangen var en norsk forfatter og kritiker. Fangen var en ledende romanforfatter og essayist i mellomkrigstiden. Han reagerte våkent på samtiden, fra krisestemningen under første verdenskrig gjennom idékampen i 1920-årene til kampen mot nazismen i tiårene etter. Ideologisk representerte Fangen i 1920- og begynnelsen av 1930-årene en konservativt og religiøst preget humanisme. Fangen var leder av Den norske forfatterforening i årene 1928–1932. I 1934 sluttet han seg til Oxford-bevegelsen, og han var sentral i stiftelsen av avisen Vårt Land i 1945. Han har også skrevet den kjente salmen Guds menighet er jordens største under (1942).
Fangen ble født i Kragerø, men etter at foreldrene ble skilt da han var fem år gammel, bodde han delvis hos slektninger i Bergen, delvis på Finse, hvor den britiskfødte moren drev Finse Fjeldstue. Allerede som barn var han mye syk, og han måtte oppgi å ta middelskoleeksamen ved Hambros skole. Dette gikk sterkt inn på ham, og enda sterkere inntrykk gjorde det da en eldre bror tok sitt eget liv etter å ha blitt beskyldt for skolefusk. Men i samme periode skrev han ivrig om litteratur i bergensavisene. Som 17-åring reiste han til sin eldste bror i Argentina og sendte hjem artikler til Verdens Gang, hvor han ble ansatt som journalist i 1913. Han kom inn i senbohemens krets, der han ble kjent med blant annet Carl Nærup, Nils Kjær og Helge Krog.
Fangen diktet fra 13–14-årsalderen, men den litterære debuten kom i 1915 med romanen De svake. I de følgende årene fulgte Slægt føder slægt, En roman og Krise. Disse romanene har vært undervurdert, og de ble ikke tatt med i hans samlede verker (som utkom 1948–1949, etter Fangens død), dels fordi de bryter med det klassiske romanidealet, trolig også fordi de inneholder stoff om homofili, her drøftet åpent for første gang i norsk litteratur. Lest i dag er de interessante som tidlige nedslag av modernistiske trekk, med polyfon form og synsvinkelbruk og en tydelig krisebevissthet; det kan spores at forfatteren har lest Friedrich Nietzsche. 1915 giftet Fangen seg med Solveig Brandt-Nielsen, og familielivet virket stabiliserende.
1920-årene innebar flere endringer for Fangen. 1923 startet han tidsskriftet Vor Verden, med Henrik Groth som redaksjonssekretær, som en motvekt til Mot Dag. Her ble en åpen, kulturkonservativ profil formulert.
I disse årene gjorde Fangen seg også gjeldende som skuespillforfatter, med stykkene Syndefald, Fienden, Den frie Søn og Den forjættede dag, som alle ble oppført i samtiden og fikk god mottakelse. Stykkene befinner seg mellom psykologisk realisme og ekspresjonistisk forenkling.
Fangens posisjon som en konservativ, men åpen person var noe av bakgrunnen for hans funksjon som formann i Forfatterforeningen 1928–1932.
I 1929 vendte han tilbake til romanen med Nogen unge mennesker. Den har et viktig Fangen-motiv: forholdet mellom en svak og en sterk person, hvor den sterkes forsøk på hjelp skyver den svake i døden. Dette fører dels videre problematikken i ungdomsromanene, dels peker det fremover. I fortsettelsen Erik utvides perspektivet til en omfattende skildring av jobbetiden, der det usanne og uekte i hovedpersonen Eriks karakter svarer til det uekte i tiden. Fangens personer er alltid bærere av det han oppfatter som sentrale ideer i samtiden, og de representerer samtidsskildring og personskildring på samme tid.
I romanen Duel gir Fangen en dyptloddende skildring av den selvdestruktive karakteren og hans hjelper, samtidig som romanen biografisk avspeiler brorens tragiske død og aktuelt viser de destruktive kreftene i samfunnet. En kvinnes vei, som nok inneholder elementer av morens skjebne, har en mer lavmælt karakter og skildrer en kvinne gjennom to ekteskap og en yrkeskarriere. I Mannen som elsket rettferdigheten tar Fangen opp et historisk stoff fra Nord-Tyskland, som han bruker til å belyse spørsmål om egenrettferdighet og nåde, samtidig som han kommenterer aktuell tysk politikk.
Høsten 1934 kom den såkalte Oxfordbevegelsen (senere kjent som Moralsk Opprustning) til Norge. Det var en amerikansk vekkelsesbevegelse som ville løse samfunnskonflikter i kristen ånd. Fangen sluttet seg til gruppen og arbeidet ivrig for den i et par år.
Det mest direkte resultatet av hans kontakt med vekkelsen var boken En kristen verdensrevolusjon og skuespillet Som det kunde ha gått, et stykke som sensasjonelt – men uten suksess – brakte Oxfordforkynnelsen til Nationaltheatrets scene. Fangens forhold til bevegelsen kjølnet noe etter hvert, men den kristne overbevisningen kom til å prege resten av hans livsverk.
I romanene På bar bunn og Allerede nu utvidet han kritikken av borgerskapet; han følger utøvere av typisk moderne yrker inn i dype kriser og tegner muligheten for et alternativ i en uttalt oxfordforkynnelse. Oppgjøret med de borgerlige verdiene hører til det grundigste Fangen har skrevet. Parallelt tok han et kraftig oppgjør med tidens ideologier – kommunismen, nazismen, nasjonalismen og humanismen – i boken Kristendommen og vår tid. Han fulgte utviklingen i Tyskland nøye og tok resolutt avstand fra den i essaysamlingen Dagen og veien.
1939 begynte Fangen på en ambisiøs romanserie med handlingen lagt til 1880- og 1890-årene, om borgerskapets krise, inngangen i det moderne og kulturoptimismens fall. Her er impulsene fra Thomas Mann og Alexander Kielland tydelige, og den første av bøkene, Kvernen som maler langsomt, med undertittelen Borgerfesten, er en grundig studie i perioden, med sterk, bergensk lokalkoloritt.
Dette arbeidet ble avbrutt av andre verdenskrig. Fangen ble arrestert og satt på Møllergata 19 fra oktober 1940 til januar 1941, og deretter ble han overført til Ullevål sykehus, der han var under bevoktning til juni 1941. Han var svært syk i denne perioden. Han skrev om fengselsoppholdet i boken I nazistenes fengsel 1940–1941, som først utkom 1975. Noe av stoffet brukte han også i romanen En lysets engel (1945). Den følger to søskenbarn som dør på hver sin side i krigen, og stiller spørsmålet om nazismen også kunne forføre oppriktige idealister.
Fangen var helsemessig svekket etter krigen, men likevel aktiv. Han var opptatt av gjenreisingen, som han mente burde tuftes på kristne «grunnverdier» (et begrep han lanserte i essayet Om troskap). Han var frontfigur i den nystartede avisen Vårt Land, tross konflikter om kultursynet, og han arbeidet aktivt for Kristelig Folkeparti. Midt i dette arbeidet mistet han livet i en flyulykke.
Etter hans død utkom den ufullførte Presten (annen del av Kvernen som maler langsomt), prekensamlingen Nåderiket og essaysamlingen Om frihet og andre essays.
https://snl.no/Ronald_Fangen
NB: Knappen for å vise hele beskrivelsen har kun en visuell effekt.
Brukerprofil
Du må være logget inn for å se brukerprofiler og sende meldinger.
Logg innAnnonsens metadata
Sist endret: 26.8.2025 kl. 09:26 ・ FINN-kode: 423886807
